Traditionsrig folkeoplysning om udviklingslande til danske børn
DR og Danida har samarbejdet om Børnenes U-landskalender i over 50 år. Begge lægger mange kræfter i det årlige projekt – sammen med årets hjælpeorganisation, der i år er SOS Børnebyerne – så det kan skabe læring og vække børnenes nysgerrighed og eftertanke.
U-landskalenderen har været en fast del af optakten til juletiden for mange danskere i efterhånden tre generationer. Langt over 100.000 danske børn tager hul på deres december-morgener ved at åbne dagens låge på U-landskalenderen. Og undervisningsmaterialet for 2015 blev i løbet af efteråret og vinteren brugt af ca. 120.000 børn på mange hundrede skoler landet over.
U-landskalenderen møder børn på fire områder:
- Den traditionsrige lågekalender i pap, der knytter an til årets tv-julekalender på DR.
- En række DR-film om årets land med populære børneværter, der udsendes på Ramasjang og Ultra.
- Årets undervisningsmateriale fra Danida med børnebog, web-univers, iPad-app, lærervejledning, opgaver og aktiviteter til 1.-4. klasse.
- Årets hjælpeprojekt, der dækkes af overskuddet fra lågekalenderen plus midler fra Danida. I 2016 står SOS Børnebyerne for projektet, der handler om bedre skolegang til børn i en forstad til Tanzanias største by, Dar es Salaam.
U-landskalenderen på TV
Danida og Danmarks Radio har samarbejdet om Børnenes U-landskalender siden 1962. Målet har lige fra starten været folkeoplysning af høj kvalitet til børn – blandt andet ved at udfolde årets tema i godt børne-tv med stof til eftertanke.
I år vil dine elever fra november og frem møde U-landskalenderen og Tanzania-temaet på DR på nye måder: Dels i fire film på Ramasjang, hvor den populære rejsebamse Sofus følger børns hverdag helt tæt på forskellige steder i Tanzania. Dels i en særlig reportage til UltraNyt. Og endelig i seks film på Ultra med Sebastian Klein, der drager på opdagelse i landets natur og dyreliv.
Alle de film vil I også kunne bruge i klassen ved at vise dem fra filmbanken i lærer-universet. Desuden omtaler DR selvfølgelig låge-julekalenderen og årets indsamling til børn i Tanzania i løbet af efteråret og i julemåneden.
Børnene vil også møde lågekalenderen ude i butikkerne fra oktober.
Tradition på de danske skoler
Børnenes U-landskalender er blevet en tradition på rigtig mange skoler. Danida udgiver hvert efterår et gennemarbejdet, nyt undervisningsmateriale til 1.-4. klasse. Det bruger lærerne typisk til et fagtema i 3-4 uger eller til 1-2 hele emneuger.
Materialet er udformet, så det ikke i sig selv er ”julet”, men beholder sin aktualitet og kan bruges til et godt undervisningstema når som helst – også i årevis fremover. Men det er selvfølgelig ekstra aktuelt i det efterår, hvor det udkommer, fordi eleverne i den periode samtidig møder temaet flere andre steder.
Materialet retter sig mod flere fag, primært Dansk og Natur/teknologi. Det har altid en god, skønlitterær bog som centrum og handler om børneliv, livsvilkår og naturforhold i det land, der samles ind til. Årets forfatter af børnebogen har været på rejse i landet sammen med fotografen og den koordinerende pædagogiske konsulent, så der er en klar rød tråd gennem alle film, fotos, fakta, fagopgaver og fortællinger.
Siden 2013 er materialet gennemgribende fornyet og udvidet, både didaktisk og fagligt. Det nye materiale er blevet godt modtaget, både af elever og lærere. Antallet af skoler og elever er siden da mangedoblet. Hvert år laver vi en række nyheder eller forbedringer, baseret på lærernes erfaringer.
Målet er at tilbyde et materiale af høj kvalitet, der samtidig med solid faglig læring, tilpasset fagenes undervisningsmål, giver eleverne et spændende kig ud til børneliv i en helt anden del af verden. Et liv, der ligner deres eget, og som der er noget at lære af – samtidig med at det er meget anderledes.
Et kulturmøde, hvor børnene også møder sig selv.
Børnenes U-landskalender produceres for Danida af: